Klumme: Brug jeres lokale bibliotek

8. oktober 2018

Mange børnebiblioteker bakker op om LæseLeg fx ved at tilbyde bogpakker og udstille børnenes LæseLeg-kunstværker. Men I kan også bruge jeres lokale bibliotek på andre måder. Det fortæller børnebibliotekar og initiativtager 1000boger.dk Kathrine Pachniuk mere om her.

Af Kathrine Pachniuk

I mit job som børnebibliotekar oplever jeg ofte, at begreber som tidlig literacy og dialogisk læsning kan være svært at tage fat på – især i en presset hverdag. Både for forældre og personale.

Forskning viser, at børn får et sprogligt udbytte, der er op til seks gange større, hvis man læser dialogisk med dem, fremfor hvis man kun læser højt. I det hele taget bliver børns sprogudvikling bedre, jo mere man taler med barnet. Også før barnet selv har et rigtigt sprog. De lytter allerede og lagrer ord og sprog til senere brug.

Derfor er det vigtigt at have fokus på det, dér hvor børnene er, nemlig i daginstitutionerne.

Brug biblioteket

I en travl hverdag kan det være svært at finde tiden til at finde de rette bøger, men de findes derude, og bibliotekerne kan hjælpe.

Bibliotekerne har generelt rigtig meget at tilbyde i forhold til at arbejde med læsning og sprogudvikling i daginstitutionerne.

Tilbuddene på de lokale biblioteker varierer naturligvis, men jeg kan nævne eksempler som:

  • Besøg og samtaler med forældre
    Hvis I ønsker at sætte fokus på, at forældrene også kan bruge bibliotekets tilbud, kommer de fleste biblioteker også gerne på besøg hos jer og fortæller om de lokale tilbud til forældre – og naturligvis også til jer.
  • Gode råd til at arbejde med sprog
    Børnebibliotekarer arbejder til daglig med sprogudvikling og billedbøger, og vi har stor viden om, hvilke bøger der er gode at bruge til dialogisk læsning og generelt.
  • Temapakker
    Vi pakker gerne en stak bøger om natur, kunst, insekter eller noget helt fjerde i arbejder med. I nogle kommuner kører biblioteket ud med dem, mens andre steder skal man selv hente dem. Kontakt biblioteket og spørg, hvis I ikke allerede har en ordning.
  • Højtlæsning
    På mange biblioteker kan man komme til forskellige højtlæsningsarrangementer.
  • Sprogfitness
    Hvert år i maj afholdes den årlige sprogfitness dag. Spørg på dit lokale bibliotek om planlagte arrangementer. Læs mere
  • 2-års bog
    Nogle af landets biblioteker har en 1- eller 2-års bog. Det betyder, at alle kommunens børn komme ned på biblioteket og få en boggave og en rundvisning. Det er et godt tilbud, især til udsatte familier, som man kan hjælpe med at få gang i sproget.
  • Hyggelige besøg
    I er altid velkomne på biblioteket – både som målrettet udflugt med at låne bøger eller som et afbræk i hverdagen.

Det er ikke altid at arrangementer for institutioner står i programmet, og i mange tilfælde vil biblioteker også gerne lave arrangementer, der passer til jeres behov.

Vær ikke bange for at kontakte biblioteket og komme med forslag til, hvordan I kan bruge dem, og hvordan I kan samarbejde om at give børnene den bedste sproglige start i livet.

Kathrine om Kathrine

Mit navn er Kathrine Pachniuk, jeg er uddannet cand. scient. bibl. og jeg er børnebibliotekar af navn og af gavn på Kulturstationen Vanløse.

Jeg læser rigtig mange børnebøger – ikke kun fordi det er mit job, men fordi børnelitteratur har rigtig meget at byde på både for børn og voksne. Den den store fortælling findes ikke kun i tykke voksenromaner. Den kan findes i en billedbog, en højtlæsningsbog eller en fantasyroman.

Kultur og litteratur bør være en rettighed i alle børns liv, uanset forældres indkomst eller interesse for det, og derfor er jeg, og vil jeg altid være, fortaler for biblioteket, og især børnebiblioteket. Både i den moderne version med udvidede opgaver og nye funktioner, men også som den helt gammeldags bogsamling hvor børn (og voksne) kan forsvinde og græsse i fysiske og digitale samlinger, blive inspirerede og slå sig ned i et hjørne og læse.

Læs mere om Kathrine på 1000boger.dk

 

Kathrine Pachniuk
Kathrine Pachniuk er børnebibliotekar og skaber af early literacy initiativet 1000boger.dk
Glemt password?

Indtast venligst dit brugernavn eller din e-mailadresse. Du vil modtage et link til at oprette en ny adgangskode via e-mail.

Log ind