LæseLeg-studie ser på sprogsvage børn

26. januar 2016

Et pilotstudie viser – trods små positive resultater – ingen entydig effekt af et traditionelt LæseLeg-forløb blandt stærkt sprogsvage små børn.

Et nyt pilotstudie viser, at et traditionelt LæseLeg-forløb synes at have begrænset virkning på 3-4-årige stærkt sprogsvage børn. Studiet er gennemført af professor i udviklingspsykologi og leder af Børnesprogklinikken ved Aalborg Universitet Kristine Jensen de López og Mary Fonden.

I tråd med studiets karakter af et pilotstudie viste der sig undervejs at være store forskelle på de børn og institutioner, der indgik i studiet. Det er derfor ikke muligt for forskerne at drage nye, endegyldige konklusioner om effekten af LæseLeg med den specifikke gruppe af børn.

Det er det andet studie af LæseLeg, som Mary Fonden og forskerne fra Aalborg Universitet står bag. Det første – der udkom i 2012, og som siden er publiceret i førende nationale og internationale forskningstidsskrifter – viste, at LæseLeg-børn med blandede sproglige kompetencer blev markant bedre til at kommunikere i forhold til børn i en kontrolgruppe, der fik de samme bøger læst højt på den klassiske måde.

Det første studie viste endvidere, at pædagoger er meget tilfredse med LæseLeg, og at de selv udvikler deres professionalisme gennem brug af LæseLeg. Pædagogerne fremhæver bl.a., at LæseLeg skaber tid, ro og rum for højtlæsning med børnene, forbedrer muligheden for social inklusion i børnehaven og får børnene til at se hinanden, skabe nye legerelationer og fællesskaber.

For at gøre det to studier sammenlignelige anvendte vi samme ordforrådstest i begge studier. Det er den mest objektive måde at måle på, og den der anvendes i internationale studier. Studiet peger på, at en mere dynamisk testmetode, der måler barnet i forhold til sig selv, og som på den måde kan fange selv helt små forandringer, måske bedre vil kunne indfange eventuelle fremskridt hos denne gruppe af børn,” forklarer Kristine Jensen de López.

Ifølge Kristine Jensen de López er LæseLeg stadig et godt redskab for pædagoger, der arbejder med sprogsvage børn:

”Sprog handler om meget mere end ordforråd, som blot er en brik i et større puslespil. Vi ved fra det første studie, at de pædagoger, der arbejder med LæseLeg, oplever, at også de sprogsvage børn udvikler sig,” siger hun og tilføjer:

”I forhold til de børn, som er meget svært udfordret i forhold til sprog, kunne man forestille sig, at de ville have mere glæde af et LæseLeg-forløb i mindre grupper fx blot med et eller to børn, eller hvis de sideløbende også lavede LæseLeg hjemme.”

Om studiet

64 børn deltog i studiet, der havde til formål at undersøge, om LæseLeg har en effekt på børn, der har behov for en særlig sproglig indsats. Børnene kom fra børnehaver med en stor andel af børn, der ligger under normen på den nationale sprogscreening, og en meget høj andel af børn, der har dansk som andetsprog.

Af de børn, der gennemførte studiet deltog halvdelen af børnene i et tre-måneders LæseLeg-forløb. Den anden halvdel fik læst de samme bøger op på almindelig vis. Herudover blev en mindre gruppe af børnene fulgt i et langtidsstudie, der strakte sig over 10 måneder. Denne gruppe deltog i to LæseLeg-forløb.

En mindre del af børnene i LæseLeg-gruppen havde hurtigere udviklet deres forståelse af ord om følelser end børnene i kontrolgruppen. Men gruppen i denne analyse var så lille, at der er behov for yderligere studier for at kunne konkludere på resultaterne.

Der indgik også for få børn i langtidsstudiet til at kunne drage endelige konklusioner i forhold til en effekt af LæseLeg. Et mere kvalitativt studie af enkelte børns fremskridt i ordforråd – sammenlignet med hvad der kunne forventes, hvis ikke de havde modtaget sproglig støtte – viste, at flere tosprogede børn havde udviklet deres ordforråd hurtigere end ventet. Men da gruppen var meget lille, er der også i dette tilfælde behov for flere studier, før det kan konkluderes, at dette er en tydelig effekt af LæseLeg.

Glemt password?

Indtast venligst dit brugernavn eller din e-mailadresse. Du vil modtage et link til at oprette en ny adgangskode via e-mail.

Log ind