Da Carl næsten var ond
Da Carl næsten var ond er endnu et skud på stammen af Ida Jessens og Hanne Bartholins billedbogsserie om elefantungen Carl.
Carl synes at hans lillebror Max er drønirriterende. Specielt når man er fanget indendørs når det pjasker ned udenfor. Da lille Max simpelthen bliver for meget, driller Carl ham og truer med at koge ham i en kasserolle.
De to larmende drenge bliver sendt ud at lege i regnen af far, hvor de har det sjovt sammen. Men da Max kommer i knibe, viser Carl at han faktisk er en sød og omsorgsfuld storebror. Måske mente han ikke helt det han sagde om kasserollen.