Robotten Ibber

Han har knapper som kan blinke, og hans tandhjul går i ring,
men Robotten Ibber mærker eller føler ingenting.
Han gør menneskene glade indeni og udenpå,
og den glæde vil han gerne ku’ forstå.
Robotten Ibber arbejder i byens park, hvor han fjerner blade. En blæsevejrsdag kommer han ved et uheld til at suge ren barneglæde op med sin løvsuger, og pludselig kan han mærke hvordan følelserne føles indeni. Ibber suser ud i byen for at finde flere følelser, han kan suge op, men undervejs opdager han at følelser føles meget forskelligt …
Robotten Ibber er en fortælling skrevet på vers, som kan kickstarte gode og vigtige samtaler med børn om følelser. Bogen er skrevet af Katrine Bille, der ud over forfatter også er kendt som børne-TV-vært og sangerinde. De flotte og skægge illustrationer er af Line Malling Schmidt.
Boghæftet lægger op til at I kan tale som en robot, gå som en robot og bygge jeres egen robot. Der er masser af sproglige finurligheder og begreber at tale om – ligesom bogen sætter ord på en lang række forskellige følelser.
Og så kan I låne en løvblæser og selv prøve at puste til alle efterårsbladene på legepladsen.