H.K.H. Kronprinsesse Mary var den 28. august 2012 i børnehuset Svanen i Brøndby med blandt andet børne- og undervisningsminister Christine Antorini og borgmester i Brøndby Ib Terp for at markere, at Mary Fondens nye projekt LæseLeg nu tilbydes til alle landets børnehaver. Samtidig gav børn og pædagoger en smagsprøve på, hvordan de arbejder med LæseLeg, og Hr. Skæg optrådte for børnene.
LæseLeg er et pædagogisk redskab, som Mary Fonden – i samarbejde med eksperter på feltet – har udviklet til brug i danske børnehaver. LæseLeg baserer sig på metoden dialogisk læsning, der i international forskning har vist sig at have en veldokumenteret effekt i forhold til at øge børns ordforråd og styrke deres kommunikative kompetencer og dermed vejen ind i fællesskabet.
Ved dagens arrangement blev følgeforskningen fra pilotfasen i LæseLeg offentliggjort og præsenteret af Mary Fondens direktør Helle Østergaard:
”Forskningen viser, at LæseLeg virker. De børn, der har deltaget i LæseLeg-programmet, har udviklet signifikant bedre kommunikative færdigheder end børnene i kontrolgruppen, der har fået læst bøgerne op på vanlig vis. Derudover er pædagogernes tilbagemeldinger overvældende positive – de oplever LæseLeg som et inspirerende og letanvendeligt redskab, der støtter sprogudviklingen og inklusionen af børnene. Børnene får nye ord, mod til at bruge dem og bliver bedre til at indgå og fastholde relationer. Og det er det, LæseLeg er sat i verden for – at give alle børn adgang til fællesskabet,” fortalte hun.
Maiken Bækgaard, pædagog i børnehuset Svanen i Brøndby, har brugt LæseLeg i pilotfasen og glæder sig til at fortsætte den pædagogiske aktivitet, som også børnene i høj grad har taget til sig.
”LæseLeg har været en rigtig god udfordring for mig som fagperson i forhold til det pædagogiske arbejde omkring sprog og højtlæsning. Det har været fantastisk at have et pædagogisk redskab mellem hænderne, som ikke bare styrker inklusionen, fordi der opstår nye relationer i læsegrupperne, men som også udvikler børnenes sprog. Vi har nu fået børn, der smager på ordene, og som har fået mere selvtillid – bl.a. til at byde ind, når vi taler om ord og begreber,” fortæller Maiken Bækgaard.
Følgeforskningen tilknyttet LæseLeg
LæseLeg har været testet i et pilotprojekt over fire måneder fra september 2011, hvor i alt ni børnehaver i hhv. Brøndby, Odense og Aalborg har medvirket.
I testperioden er projektet blevet tæt fulgt af Kristine Jensen de López, professor i udviklingspsykologi ved Aalborg Universitet, der har været ansvarlig for følgeforskningen.
96 tilfældigt udvalgte børn i alderen 3-6 år deltog i følgeforskningen. Halvdelen deltog i LæseLeg, den anden halvdel af børnene (kontrolgruppen) fik læst de bøger, der indgår i LæseLeg, på traditionel vis. Herudover er forskningen baseret på 36 individuelle interviews med i alt 18 pædagoger, der afprøvede LæseLeg, samt observationer af udvalgte stille børn. Indsatsen giver det hidtil mest indgående kendskab til effekten af dialogisk læsning herhjemme.
Resultaterne viser, at de børn, der deltog i LæseLeg-programmet, havde udviklet signifikant bedre kommunikative færdigheder end de børn (kontrolgruppen), der blot havde fået de samme bøger læst op på almindelig vis.
LæseLeg-børnene havde bedre ordforråd på ukendte ord og kunne bedre selv forklare de svære ord, der indgik i LæseLeg-bøgerne.
De 3-4-årige LæseLeg-børn var desuden signifikant bedre til hurtigt og flydende at benævne nye ord end børn i kontrolgruppen – en evne, der hænger sammen med børnenes læsefærdigheder senere. Jo bedre børnene er til at benævne nye ord i børnehaven, jo bedre vil deres læsefærdigheder højst sandsynligt blive.
Pædagogerne udtrykte stor tilfreds med LæseLeg og fremhævede bl.a. følgende særlige styrker ved projektet:
- LæseLeg skaber kreative børn og voksne
- LæseLeg skaber tid, ro og rum for højtlæsning med børnene
- LæseLeg forbedrer muligheden for social inklusion i børnehaven
- LæseLeg støtter børn med sproglige vanskeligheder
- LæseLeg støtter de stille børn i at turde åbne sig og bruge sproget – og giver dem selvtillid
- LæseLeg får børnene til at se hinanden, skabe nye legerelationer og fællesskaber
- LæseLeg styrker relationen til det enkelte barn
