Klumme: Giv en god børnebog til jul!

26. november 2018

En julegave til børn, der rummer mange timers nærvær, læring og samtale? Giv en god børnebog! LæseLeg har bedt Josefine Piihl fra børnebogsbloggen Mit Bogskab give sine bedste anbefalinger til hvilke børnebøger, forældre og bedsteforældre kan lægge under træet, til de 1-7-årige.

Af Josefine Piihl

Som selverklæret børnelitteratur-entusiast er det næppe en overraskelse, at jeg mener en børnebog er den perfekte julegave til børn i alle aldre.

En boggave er nemlig lidt som et løfte, for i virkeligheden giver man en hel del mere end bare en bog til reolen. Man giver et løfte om den nærhed og hyggestund, der opstår under højtlæsningen, man giver muligheden for at fordybe sig i en fortælling, muligheden for at fryde sig over bogens illustrationer og muligheden for sammen med barnet at drømme sig ind i bogens verden.

Foruden alle disse ting, giver man også barnet mere sprog. Højtlæsningen udbygger nemlig barnets ordforråd, og giver barnet mulighed for at sætte ord på verden, sig selv og sine følelser.

Derfor er mit ønske denne jul, at der må snige sig en masse hårde pakker ind under juletræerne, og hvis du har brug for lidt inspiration til bogindkøbet, så kommer den her i fire aldersinddelinger.

God læselyst!

Bog-anbefalinger til de 1-3-årige

Til den yngste aldersgruppe har jeg udvalgt bøger, der tager afsæt i barnets verden . Når en fortælling tager afsæt i en genkendelig verden eller indeholder en genkendelig tematik, er det lettere at forholde sig til historien og dermed snakke med barnet om bøgerne.

De tre bøger har alle dyr som hovedpersoner og omhandler alle hverdagskonflikter, som børn kan genkende fra deres egen verden. Fortællingerne omhandler dels en dag, hvor der skal siges NEJ! til alt, en gemmeleg med et lidt for godt gemmested og et skænderi.

Alle tre bøger har de et enkelt sprog, og sammen med illustrationerne gør det dem lette at forstå – også for børn, der endnu ikke har så stort et ordforråd eller sproglig forståelse.

Bøgerne en del af serier, så der er mulighed for mange flere boggaver eller en tur til biblioteket.

Lille Mus siger NEJ!
Riika Jäntti
ABC Forlag

Lille Krokodille gemmer sig
Birde Paulsen
ABC Forlag

Hvem er sur?
Stina Wirsén
Forlaget Vilde Dyr

Bog-anbefalinger til de 3-4-årige

Når I vælger bøger til børn på 3-4 år, kan I bevæge jer lidt uden for det helt nære og genkendelige. Børns verden udvides ved børnehavestarten, og de begynder at forstå, at sprog kan være sprog udelukkende for sprogets skyld.

Derfor anbefaler jeg også en bog på rim og med en genkendelig remse, der gentages mange gange, så børnene får mulighed for at lege med sproget – fx ved at sige den sammen med den voksne undervejs i historien. Historien om Lille Frøken Pingelpot foregår i en hønsegård, men den handler om noget meget genkendeligt: at føle sig udenfor.

Derudover har jeg udvalgt en godnathistorie antologi med seks udvalgte historier, der spænder fra Rasmus Klump til Fyrtøjet, og Frede og Selma og et ret højt træ. Frede og Selma-bøgerne tager, ligesom bøgerne til de 1-3-årige, afsæt i barnets verden og har illustrationer, der støtter fortællingen. Bogen er velegnet til børn, der endnu ikke har så stort et ordforråd eller sproglig forståelse.

Lille Frøken Pingelpot
Marianne Iben Hansen og Charlotte Pardi
Gyldendal

Carlsens Godnathistorier
Redigeret og udvalgt af Carlsen
Carlsen

Frede og Selma og et ret højt træ
Trine Bundsgaard og Charlotte Pardi
Gyldendal

Bog-anbefalinger til de 5-6-årige

Til førskolebørnene er det muligt at rykke endnu mere ved børnenes forestillinger om verden . En fortælling behøver ikke længere at tage afsæt i barnets egen verden, eller i en hverdag børnene kender. Mange børn i denne alder vil være optaget af bogstaver og lyde, og det er oplagt at gribe i højtlæsningen.

I Den dag farverne fik nok hører vi fra en æske farvekridt, hvordan det egentlig er at være et farvekridt, og det – viser det sig – er ikke kun let. Fx er det blå farvekridt helt nedslidt af at blive brugt så meget, og det lyserøde er rasende, fordi det ikke bliver brugt nok.

I Bogstavtyven er der rig mulighed for at lege med sproget – en bogstavtyv har nemlig været på spil og stjålet alle A’erne. Så i stedet for at sige en a-lyd, kan hovedpersonen Anna nu kun sige en u-lyd, så hun pludselig hedder Unnu.

Min sidste anbefaling er Alfabet Atlet, der indeholder korte bogstavrim og illustrationer, der viser, hvordan børnene selv kan forme bogstaverne med deres krop. Bogens forord indeholder ideer til, hvordan I kan gribe det an.

Den dag farverne fik nok
Drew Daywalt og Oliver Jeffers
Gyldendal

Bogstavtyven
Maria Rørbæk og Siri Melchior
Gyldendal

Alfabet Atlet
Lotte Salling og Dina Gellert
Carlsen

Bog-anbefalinger til de 6-7-årige

Til de små indskolingsbørn har jeg udvalgt bøger, der handler om børnenes nye skolehverdag og om at miste og så klassiske eventyr. Det betyder, at bøgerne bevæger sig fra det genkendelige til det mystiske og eventyrlige, der ikke har meget med hverdagen at gøre.

Mister Georg Den nye dreng handler om indskolingsdrengen Georg, der kæmper lidt med en dreng i klassen, der forstyrrer meget. Heldigvis er der hjælp at hente hos mormor Momse. Bogen er skrevet i et enkelt sprog og er derfor velegnet til børn, der endnu ikke har et stort ordforråd.

I Skildpadden der ville bestige Mount Everest møder vi en orange skildpadde, der efter sin bedstefars død har sat sig for at bestige Mount Everest. Bogen kan læses af mange aldre, men for børn i denne aldersgruppe vil bogens klare budskab, om at man kan hvad man vil, bare man tager ét skridt ad gangen forhåbentlig vække genklang.

Sidst men ikke mindst har jeg udvalgt Josefine Ottesens meget nænsomme genfortælling af ti udvalgte H.C. Andersen eventyr, fordi børnegruppen her kan stifte bekendtskab med Andersens forfatterskab i et mere mundret sprog, der er lettere at forstå for nutidens børn.

Mister Georg Den nye dreng
Katrine Marie Guldager og Charlotte Pardi
Gyldendal

Skildpadden der ville bestige Mount Everest
Line Leonhardt og Thomas Hjorthaab
Forlaget Calibat

Josefine Ottesen fortæller H.C. Andersen
Josefine Ottesen og Birde Paulsen
Alvilda

Josefine om Josefine

Mit navn er Josefine Piihl, og jeg beskæftiger mig med børnelitteratur privat og professionelt. Jeg er uddannet folkeskolelærer og underviser i dansk i indskolingen på en folkeskole. Derudover er jeg Master i Børns Litteratur og Medier fra Aarhus Universitet.

Jeg skriver om og anbefaler børnelitteratur gennem min egen side, og har et bredt syn på god børnelitteratur, da jeg synes, det er vigtigt, at børn præsenteres for mange forskellige genrer og typer af tekster og bøger.

Jeg har en drøm om at åbne en børnebogsbutik, der dufter skønt af bøger, te og nybagt kage. Her vil jeg anbefale løs af alle de fantastiske børnebøger, der findes, give gode råd om læseindlæring, jeg vil læse højt, lave skriveværksteder for børn og have forfatterbesøg.

Indtil det kan realiseres, kan du følge mine børnebogsanbefalinger på mitbogskab.dk.

Josefine Piihl
Josefine Piihl står bag bogbloggene Mit Bogskab og Mini Bogskabet.
Glemt password?

Indtast venligst dit brugernavn eller din e-mailadresse. Du vil modtage et link til at oprette en ny adgangskode via e-mail.

Log ind