LæseLeg og børn med sproglige udfordringer
“Jeg oplever, at de børn der har sproglige udfordringer, ofte også har nogle andre udfordringer.”
Sådan lyder det fra pædagog Dorte Pedersen, når hun fortæller om sine erfaringer med at arbejde med børn, der har et lille sprog.
“De kan have rigtig svært ved at indgå i rollelege på en ligeværdig måde med deres kammerater, fordi de mangler sproget til at kunne argumentere og komme med forslag.”
Men fællesskabet i de mindre læsegrupper kan gøre en positiv forskel for netop disse børn. mener Dorte. Hun oplever, at børn, der deltager i LæseLeg får større mulighed for at bruge sproget end de gør på en stue, hvor der er flere børn.
Derfor begynder mange af de børn, der har deltaget i Dortes LæseLeg-grupper pludselig at komme mere på banen – også i de større fællesskaber.
“Børnene får det ud af det, at de pludselig kan udtrykke sig. De har gået i lang tid og har ikke kunne finde ordene, de har ikke kunne få sagt det, de gerne ville og pludselig står de i en situation, hvor de kan bruge sproget. Det er guld værd for de her børn, at de får mulighed for at udtrykke sig selv og komme frem med det, som de ønsker.“
Børns evne til at kommunikere er afgørende for deres trivsel, sociale liv og fremtidsmuligheder. Hvis et barn ikke kan udtrykke sine tanker, sine følelser og ønsker, så er det svært at indgå i børnegruppen på lige fod med de andre børn. Et lille sprog kan på den måde blive en barriere i forhold til at indgå i fællesskabet – og det er grunden til, at LæseLeg eksisterer.