I LæseLeg har vi igangsat et nyt tiltag, hvor børnene inddrages i valget af kommende bøger.
Vi har sammen med VIA University College og Bibliotekernes Sprog- og Læsespor udvalgt nogle bøger, som forskellige børnegrupper vil blive præsenteret for i deres daginstitutioner og skoler.
Pædagogerne vil gennem læsning, dialog og lege observere, hvordan børnene tager imod bøgerne. Det vil danne grundlag for udvælgelsen af nye bøger til LæseLeg.
Åbenhed for børns interesser
Lone Svinth, ph.d. i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet, har undersøgt den inspirerende LæseLeg praksis med fokus på LæseLegs betydning for børns deltagelsesmuligheder og fællesskaber.
Studiet kommer blandt andet med en konkret anbefaling til daginstitutioners arbejde med LæseLeg, der handler om, at bøger skal udvælges med udgangspunkt i børnenes interesser og engagement. For det er vigtigt, at det pædagogiske personale hele tiden tænker børnenes perspektiv ind i det, de laver.
Hør Lone Svinth fortælle, hvorfor det er vigtigt at have åbenhed for børns interesser i videoen.
