Oddense Børneunivers i Skive
I Oddense Børneunivers i Skive har de arbejdet med Alfons Åberg over en periode på halvanden måned. I denne tid er Alfons og hans far nærmest “flyttet ind” i børnehaven, hvor alle børnegrupper har læst, leget og arbejdet med fortællingerne.
Forløbet har været tilpasset de forskellige aldersgrupper. De yngste har arbejdet med ‘Fødselsdagsfest, Alfons Åberg’, mens de ældste (før-skolegruppen, Elefanterne) har haft fokus på bogen ‘I skole med Alfons Åberg’.
Klar til skole med Alfons
I før-skolegruppen har arbejdet taget udgangspunkt i de mange tanker og følelser, der kan opstå, når man skal begynde i skole. Gennem dialogisk læsning har børnene talt om, hvad det vil sige at være nervøs, opleve noget som skræmmende eller skulle forberede sig på noget nyt.
Der er blevet arbejdet med fokusord som blandt andet klassekammerater, nervøs, forberede, skræmmende, plus og minus og snørebånd. Ordene er blevet gjort levende gennem leg, samtale og aktiviteter.
Børnene har blandt andet:
- Leget skole og skiftedes til at “undervise” hinanden.
- Arbejdet med plus og minus gennem lege med klodser og konkrete materialer.
- Talt om forskellen på at være venner og klassekammerater.
- Øvet sig i at sætte ord på følelser som nervøsitet og spænding.
Dialog-spørgsmål har været med til at åbne for refleksioner, fx: Hvornår kan man blive nervøs? Hvad vil det sige at forberede sig? Og hvordan er man en god klassekammerat?
Leg, bevægelse og genkendelse
Arbejdet med bogen har også sat gang i en række lege og aktiviteter. Børnene har leget skole, indgået i rollelege som familie og eksperimenteret med lege, der er sjovere, når man er flere – inspireret af bogens beskrivelser af frikvarteret.
Derudover har de arbejdet med konkrete færdigheder som at binde snørebånd og lavet spil som kryds og bolle.
Et fælles univers
På tværs af børnegrupperne har arbejdet med Alfons Åberg skabt et fælles univers, hvor børnene kan spejle sig i genkendelige situationer fra deres egen hverdag. Bøgerne har givet anledning til samtaler om både følelser, relationer og nye begyndelser – og har samtidig inspireret til leg, læring og fællesskab.




