Inspiration til arbejdet med Ole Lund Kirkegaards bøger 

LæseLeg hjemmeside (25)

På Hadsund Skole har 2. klasse arbejdet med Ole Lund Kirkegaards forfatterskab og bøgerne ‘Otto er et næsehorn’, ‘Orla Frøsnapper’ og ‘Gummi-Tarzan’. Gennem læsning, samtaler og kreative aktiviteter har eleverne fået et indblik i både forfatteren og de fantasifulde universer, han har skabt. 

På opdagelse i forfatterskabet 

Som en del af forløbet har eleverne lavet deres egne foldebøger om Ole Lund Kirkegaard. Her har de samlet fakta om forfatteren, skrevet referater af de bøger, de har læst, arbejdet med personkarakteristikker og fundet sjove ord og lydord fra fortællingerne. 

På bagsiden af foldebøgerne skulle eleverne forestille sig, at de havde en magisk blyant ligesom i ‘Otto er et næsehorn’. Hvad ville de tegne, hvis deres tegninger kunne blive til virkelighed? Denne opgave gav plads til både fantasi og kreative fortællinger. 

Efterlyst: Orla Frøsnapper 

Eleverne arbejdede også med bogen ‘Orla Frøsnapper’. Her lavede de efterlysninger af den berygtede Orla, hvor de både tegnede ham og beskrev hans udseende og personlighed. Efterlysningerne blev udstillet uden for klasselokalet, så resten af skolen kunne følge med i arbejdet. 

Aktiviteten engagerede eleverne så meget, at de brugte en hel fagdag på opgaven og arbejdede koncentreret med både tegninger og beskrivelser. 

Læselyst på biblioteket

Forløbet har ikke kun skabt begejstring i klasselokalet. Skolens bibliotek oplevede, at der ikke var mange af Ole Lund Kirkegaards bøger tilbage på hylderne, fordi de blev lånt med hjem af eleverne, som havde fået lyst til at læse flere af historierne på egen hånd. 

Tak til klasselærer Rikke Bager Mortensen for at dele forløbet og inspirere andre til at arbejde med Ole Lund Kirkegaards univers. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få inspiration og viden til dit arbejde med LæseLeg

Close the CTA