I bogen ‘Hvad siger sneugleungen Ulla’ flyver Ulla en tur, hvor hun møder sneharen, sneræven og isbjørnen. Ulla ved ikke, hvad en sneugle siger.. Måske de tre andre dyr ved noget? Måske ved de, hvad en sneugle siger?
Bogen lægger op til kreative aktiviteter og lege om snedyr og uglelyde. Find inspiration fra andre LæseLeg-brugere i denne artikel.
Forløb med forskellige aktiviteter
I Børnehuset ved Damhussøen har børn og pædagoger arbejdet med bogen ‘Sneugleungen Ulla’. Forløbet begyndte med højtlæsning og samtale om historien. Dagen efter blev bogen læst højt igen, og børnene klippede deres egne sneugleunger ud af pap.
Senere på ugen forvandlede legepladsen sig til en sneugleskov. Her fløj børnene rundt, legede gemmeleg, sagde “U-uuu” og øvede vokallyde. Ved endnu en højtlæsning havde pædagogerne en sneuglebamse med, som viste på verdenskortet, hvor sneugler lever. Børnene hørte optagelser af sneuglelyde og talte om, hvordan sneugler lægger æg og ruger på deres unger.
For at få en sanselig oplevelse af sneuglens verden legede børnene med isterninger og poser med varmt vand og mærkede forskellen på kulde og varme. Inspireret af bogens illustrationer satte de også fodspor i “sneen” inde i stuen. Forløbet blev afsluttet med, at børnene lavede flotte sneuglemasker.
Tak til Børnehuset ved Damhussøen for at dele!






Fjer, næb, poter og snedyr
På Eventyrgården i Næstved har de talt om fjer, næb, poter, spor og andre ‘sne-dyr’. De har også tegnet billeder af ugler – og sneuglerne har også fået form. En kogle er ved hjælp af blandt andet vat lavet om til en sneugle.
Alle tingene – fjer, kogler og snedyr – bor i en lille kuffert med ugler på til næste gang, de skal læse ‘Hvad siger sneugleungen Ulla’.
Tak for at dele!


Sneugleunger
Daginstitutionen Bornholmsgade i Aalborg har lavet nogle skønne sneugleunger.
Tak for at dele!

Ugle-lyde
I Ærø Kommune har en børnegruppe optrådt med historien for de andre børn i børnehaven med stor succes. De lavede nogle små pædagogiske sedler, så alle kunne gentage de lyde, Ulla siger undervejs i historien.
Tak for at dele!

