I Monster-serien møder vi figurerne Store Monster, Lille Monster og Pjuskemonster. Bøgerne handler om venskaber og følelser som ensomhed, vrede, jalousi og glæde og lægger op til mange gode samtale- og legemuligheder.
Vi har samlet inspiration til at koble læsningen med kreative aktiviteter og lege.
Aktivitetsark til dukketeater
Med aktivitetsarket fra forlaget Vild Maskine kan I lave jeres eget dukketeater med monster-figurerne fra bøgerne. Aktivitetsarket kan downloades og printes, så det er nemt at klippe figurerne ud og lime dem på et stykke pap. Sæt en blomsterpind fast på pappet og kast jer ud i jeres helt eget monsterteater.
Inspiration fra LæseLeg-brugere
Modige tegninger
I Børnehuset Skovfogedlodden har børnene arbejdet med de tre bøger ‘Monsterbesøg’, ‘Store monstre græder ikke’ og ‘Monsterpest’.
Børnene måtte selv vælge, hvilken illustration af Store Monster og lille monster, som de ville tegne fra de tre billedbøger.
Inden børnene gik i gang med at tegne, fik det at vide, at de skulle starte med at tegne øjne, næse og mund, og derefter resten af kroppen. Når børnene gik i stå, talte de om det næste på illustrationerne, som børnene skulle tegne. De snakkede også om størrelsesforhold, retning og farver.
Det gav modet til at tegne videre til de børn, som ikke troede, at de kunne tegne Store Monster og lille monster.

Kreative tårne
I Børnehuset Melby har to LæseLeg-grupper i børnehaven arbejdet kreativt med bogen ’Monsterbesøg’. I bogen bygger monstrene murer, vinduer, døre, tårne og borge af klodser.
Det gav anledning til, at børnene skulle bygge deres egne tårne af klodser og af papfirkanter og -trekanter, som de limede fast på et A4-karton.

