Sommerfuglefestival for kommende skolebørn

Hvordan skaber man en tryg overgang fra dagtilbud til skole?

LæseLeg hjemmeside (18)

I Kløverhaven i Korsør afholdt FGU Korsør en stor Sommerfuglefestival for kommende skolebørn. Her deltog en masse børn fra områdets dagtilbud, som sammen med skoler, FGU og Slagelse Naturskole skabte en dag fyldt med leg, læring og nye fællesskaber. 

Festivalen havde særligt fokus på overgangen fra dagtilbud til skole og tog udgangspunkt i sommerfuglen som et stærkt symbol på forvandling, mangfoldighed og de følelser, der kan opstå, når man skal begynde på noget nyt. 

En dag med fællesskab og nye relationer

Dagen startede med fællessang fra en korleder og musik fra et band fra FGU, hvorefter børnene mødte deres kommende børnehaveklasselærere. Herefter deltog de i forskellige aktiviteter rundt i Kløverhaven, hvor de allerede begyndte at danne nye relationer på tværs af institutioner og kommende klasser. 

Børnene spiste frokost sammen i deres nye skolegrupper og havde efterfølgende tid til fri leg i de naturskønne omgivelser. 

Legende læring i naturen

Festivalen bød på en række værksteder, hvor børnene kunne udforske natur, kreativitet og bevægelse: 

Naturværksted, hvor børnene lavede frøbomber med sommerfuglevenlige planter og lærte om insekters levevilkår.  

Kreativt værksted, hvor der blev arbejdet med sommerfugle gennem maling, ler og genbrugsmaterialer.  

Musik og bevægelse, med rytmik, danselege og koncert.  

Aktiviteterne var sanselige og praksisnære og lagde op til både fordybelse og motorisk udvikling.

Brobygning gennem leg og oplevelse

Festivalen er et eksempel på, hvordan brobygning mellem dagtilbud og skole kan tænkes på nye måder. I stedet for kun at mødes i skolens rammer, fik børnene her mulighed for at mødes i et trygt og legende fællesskab i naturen. 

Samarbejdet mellem dagtilbud, skoler, FGU og Slagelse Naturskole var en central drivkraft og bidrog til at skabe en sammenhængende og meningsfuld oplevelse for børnene. 

Sommerfuglen som fælles fortælling

Sommerfuglen var gennemgående tema for dagen og fungerede som en genkendelig fortælling for børnene. Ligesom sommerfuglen gennemgår en forvandling, står børnene over for en ny begyndelse, når de starter i skole. 

Temaet gav anledning til samtaler om: 

  • at turde noget nyt  
  • at være forskellige  
  • og at føle både spænding og nervøsitet – “sommerfugle i maven”  

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få inspiration og viden til dit arbejde med LæseLeg

Close the CTA