De to bøger ‘Stormhvalen’ og ‘En vinter med Stormhvalen’ af Benji Davies handler om drengen Loui, som tilbringer meget tid alene, fordi hans far fisker hele dagen. Historierne handler også om en strandet hval og et venskab, som ændrer deres liv for altid.
Bøgerne lægger op til kreative aktiviteter og oplevelser på tur. Find inspiration fra andre LæseLeg-brugere i denne artikel.
Stormhvalen-forløb
I Oddense Børneunivers i Skive har de haft et forløb om Stormhvalen, hvor de både har tegnet, gået en tur til søen med fiskenet og kigget på dyr og klippeklistret hvaler på karton.
Tak for at dele inspiration til mange gode aktiviteter!






Hval-tegninger
I daginstitutionen Bornholmsgade i Aalborg har børnene malet tegninger af Stormhvalen Heidi.
Tak for at dele de flotte tegninger!


Fyrtårne-jagt
I VillaKulla i Helsingør har de læst ‘En vinter med Stormhvalen’, og børnene blev ret hurtigt optagede af fyrtårnet i bogen. Måske fordi børnene havde sunget ‘Rudolf med den røde tud, og hans næse lyser jo som et fyr.
Derfor tog børn og voksne på fyrtårne-jagt, hvor de både fandt fyrtårne ved havnen, på Kronborg Slot og på det lokale bibliotek, hvor de også lånte bøger om fyrtårne. På deres tur så de en fiskekutter og en sæl, men de fandt ingen hval…
I børnehaven har børnene malet fyrtårne, og de har bygget et stort fyrtårn af papkasser.
Tak til Dorte, LæseLeg-pædagog i Villa Kulla Helsingør, for at dele!






Kæmpe hval
I Ulvemosehuset i Rungsted har LæseLeg-gruppen malet Stormhvalen på pap med vandfarve og talt om, hvad de ville gøre, hvis de havde en Stormhval hjemme i deres eget badekar.
Tak for at dele det fine arbejde!


