LæseLeg giver pædagogisk personale effektive redskab til at styrke børns sprog gennem leg og dialog – men det kræver, at der er fokus på det. Derfor anbefaler vi, at man sørger for at prioritere tid til læseaktiviteter, understøtter medarbejdernes kompetencer og skaber en kultur, hvor sprogarbejde med bøger er en naturlig del af hverdagen.
Som sprogvejleder er din vigtigste opgave at inspirere og støtte kollegerne i arbejdet med børns sproglige udvikling. Brug LæseLeg som et konkret værktøj i sparringen:
- Vis fx, hvordan dialogen under læsning kan styrkes med åbne spørgsmål, gentagelser og små lege.
- Tilbyd rum til at dele erfaringer og idéer til at gøre sprogarbejdet levende i hverdagen.
- Hjælp med at tilpasse aktiviteter til forskellige børnegrupper og niveauer.
- Vær med til at skabe en fælles forståelse af, hvorfor sprogarbejde er vigtigt.
Når du går forrest med viden og engagement, smitter det både personale og børn.
Andre siger
“LæseLeg skal italesættes som redskab, vi kan bruge til dét, vi kender og gør i forvejen.”
– Sprogkonsulent
“LæseLeg er et fantastisk materiale at arbejde med. Nu er det blevet implementeret i vores årshjul, så bliver det en naturlig del af hverdagens aktiviteter. Når vi fremover vælger et tema, så vælger vi også en bog, som passer til og laver selv boghæftet, hvis ikke det findes i forvejen.”
– Leder
Video til inspiration
Lone Svinth, ph.d. i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet, har undersøgt LæseLeg med fokus på børns deltagelsesmuligheder og fællesskaber. Resultaterne fortæller hun om i videoerne.
Børns relationer og deltagelsesmuligheder: Studiet belyser desuden, hvordan det pædagogiske personale bevidst kan bruge LæseLeg til at reducere hierarkiet mellem pædagog og barn, og hvordan man med pædagogisk fleksibilitet, gensidighed og nysgerrighed kan hjælpe børn til at inkludere andre børn, som de normalt ikke leger med, fordi de har et fælles udgangspunkt at interagere om. Samtidig fungerer brugen af bøger som gode overgange fra fx spisning til leg.
Rutiner: Studiet peger også på, at LæseLeg fungerer effektivt med faste rutiner og rytmer. Det indebærer blandt andet, at bøger og LæseLeg kan integreres i overgange – både som planlagt og spontan aktivitet.
