Rutiner

14. februar 2024
”Det at skabe noget ro og forudsigelighed er noget, der giver børnene tryghed og mindre stress”, udtaler Lone Svinth i denne video.

Lone Svinth, ph.d. i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet, har undersøgt den inspirerende LæseLeg praksis med fokus på LæseLegs betydning for børns deltagelsesmuligheder og fællesskaber. 

Studiet viser blandt andet, at LæseLeg fungerer effektivt med faste rutiner og rytmer. Det indebærer også, at bøger og LæseLeg kan integreres i overgange – både som planlagt og spontan aktivitet. For eksempel bruges bøger til at regulere arousal i nogle af institutionslivets mange overgange. Her skaber bøgerne rum for ro, fokuseret opmærksomhed og børnefællesskaber. 

Det at skabe ro og forudsigelighed, er noget, der giver børnene tryghed og mindre stress. Børnene profiterer ikke af for meget larm og uro. 

“Når vi indfører det at sidde med en bog som en rytme, så falder der en helt anden ro på. Børnene er ikke nær så opkørte, når de kommer ind. De har mulighed for at fordybe sig. De har mulighed for at sidde og slappe lidt af sammen, i stedet for at fare rundt, som de ellers nogle gange kan gøre.”

Lone Svinth

Studiet viser, at rytmen med at læse i bøger forud for frokosten er velkendt for børnene i en specifik institution, og understøtter en frugtbar overgang fra garderoben til frokoststunden. Fordi det er en velkendt aktivitet, kan en enkel handlehenvisning fra pædagogen være tilstrækkelig til, at bøger udgør en ressource til fordybelse, dialog og børnefællesskaber. 

“I situationen, hvor vi skal have børnene ud efter frokost – ud i garderoben, der kan det også betyde rigtig meget, at der er en pædagog, der sætter sig ned på gulvet med en bog. Der er nogle, der går ud i garderoben og får tøj på, men det er ikke alle, der gør det. For nu er der nogen, der sidder og hører en bog.”

Lone Svinth

Om studiet

I undersøgelsen indgår 11 daginstitutioner, hvor der blev observeret på 13 stuer og interviewet 23 pædagoger og ledere.

Læs studiet: LæseLegs betydning for børns deltagelsesmuligheder og fællesskaber

Læs pixi-versionen af LæseLegs betydning for børns deltagelsesmuligheder

LæseLeg er finansielt støttet af Egmont Fonden

Glemt password?

Indtast venligst dit brugernavn eller din e-mailadresse. Du vil modtage et link til at oprette en ny adgangskode via e-mail.

Log ind