Opdaterede boghæfter

21. august 2020

Opdaterede boghæfter med mange flere aktivitetsforslag kan nu downloades. Vi har skruet op for alt det, som vi ved, fungerer godt.

I LæseLegs opdaterede boghæfter er der tilføjet flere nye elementer ud fra de tilbagemeldinger, vi har fået fra pædagoger og børn, der bruger LæseLeg i deres hverdag.

Vi har det seneste år fået et spændende indblik i, hvad I pædagoger, der bruger LæseLeg, bedst kan lide, hvad der ikke fungerer optimalt, når I bruger LæseLeg i jeres hverdag, og hvad der er brug for mere af. Og senest har vi i undersøgelsen ‘Børns perspektiver på LæseLeg fået viden om, hvad børnene er særligt optagede af – direkte fra børnene selv.

Det har givet os et vigtigt afsæt til at opdatere vores boghæfter.

Gode råd til pædagogen

Vi anbefaler alle, der arbejder med LæseLeg, at læse faghæftet, da det giver en forståelse for metoden dialogisk læsning, som kan være en stor hjælp. Men for nogle er der gået lang tid siden, de læste faghæftet, og mange, ved vi, har ikke læst det.

Derfor har vi i hvert af de opdaterede boghæfter indskrevet lidt af den viden, vi formidler i faghæftet, samt et afsnit med en sprogstrategi til dig som LæseLeg-pædagog.

På den måde får du over tid gennemgået flere forskellige strategier og råd.

Justering af forløb

Ud fra besvarelser i brugerundersøgelsen kan vi se, at det generelt er svært for mange af jer at nå at mødes med læsegrupperne tre gange om ugen. Derfor har vi justeret i det anbefalede forløb, der nu lyder på, at læsegrupperne mødes to gange om ugen over en tre ugers periode.

Du læser fortsat bogen tre af gangene, og hver gang den læses, inddrages børnene mere og mere.

Hvis det fungerer godt for dig at have et LæseLeg-forløb med en bog over en to-ugers periode, skal du endelig bare fortsætte med det. Jo flere bøger, I læser, desto bedre.

Sammenhæng med den styrkede pædagogiske læreplan

I de opdaterede boghæfter er der forslag til mange flere musikalske og kreative aktiviteter samt ideer til lege. Tanken er at inspirere jer til at bruge LæseLeg i mange forskellige sammenhænge i dagens løb. Du vælger de aktiviteter, som passer til netop din børnegruppe og de ting, de er optagede af i bogen – det er ikke tanken, at du skal gennemgå alle aktiviteter i et boghæfte.

Vi tilstræber, at aktiviteterne kræver et minimum af forberedelse – og at denne forberedelse ofte vil kunne gennemføres sammen med børnene, fx hvis I skal finde nogle ting til en Kimsleg.

Der er tænkt i, at aktiviteterne passer til hverdagssituationer som fx spisning, hygge og når vi vasker hænder – og der er aktiviteter, I kan lave både inde og ude. På den måde taler LæseLeg ind i læreplanens tankesæt om, at læring foregår hele dagen.

Nye afsnit og aktiviteter

Nogle børn har brug for at spore sig ind på bogen, inden I åbner den. Derfor har de nye opdaterede boghæfter et afsnit, der hedder ‘Før I går i gang med at læse’. I afsnittet får du gode idéer til aktiviteter, du kan lave med børnene, inden I mødes første gang i læsegruppen.

Aktiviteter, der dyrkes forud for læsningen, kan skabe en forforståelse og indlede gode samtaler om ord og begreber, der kan være med til at styrke læseoplevelsen. Læs mere her.

‘LæseLeg derhjemme’ er konkrete forslag til aktiviteter, du kan opfordre forældrene til at lave med børnene derhjemme for at understøtte arbejdet med bogen.

Ved at printe bogforsiden og hænge den op, kan forældrene desuden følge med i, hvilken bog I læser. Ved at inddrage forældrene, kan du bidrage til at skabe positive bogoplevelser i hjemmet.

‘Bøger jeg kender-bog’ fungerer som et slags evalueringsredskab, hvor hvert barn giver den netop læste bog stjerner, efter hvor godt de kan lide den. Hvert barn får en lille ‘kinabog’, som følger dem, hvor de kan sætte bogforsider ind og give stjerner. Barnet kan også lave en tegning til hver bog.

Med nogle måneders mellemrum kan I sammen bladre igennem bogen og tale om de bøger, I har læst. Når børnene fx skifter fra dagpleje til børnehave, medbringer de deres ‘Bøger jeg kender-bog’ og har dermed en samtalestarter på det nye sted.

Der ligger 25 opdaterede boghæfter klar og om kort tid ligger der 25 yderligere.

Du kan hente alle de opdaterede boghæfter til de 1-3-årige, de 3-4-årige og de 5-6-årige lige her – god fornøjelse!

Glemt password?

Indtast venligst dit brugernavn eller din e-mailadresse. Du vil modtage et link til at oprette en ny adgangskode via e-mail.

Log ind